Guide: Sådan får du styr på hundens tandpleje

I Tottelands blog 0 kommentar

Hundens tandpleje er ekstremt vigtig, ligesom den også er for os mennesker. Hunden har dog ikke den samme forståelse for det, og den har ikke muligheden for selv at håndtere opgaven – og derfor er det vigtigt, at du ved, hvordan tingene skal gøres. Vi har derfor lavet denne guide til dig, så du kan få styr på din firbenede vens tænder.

Tandbørstningen er det rette sted at starte

Som du kender det fra dine egne tænder, så starter god tandhygiejne med tandbørsten. Du bør derfor anskaffe dig en hundetandbørste så tidligt som muligt, så du kan vænne hunden til processen – og det er typisk nemmest at gøre, når der er tale om en hvalp. Selve tandbørstningen foregår som normalt, men du skal huske at være skånsom overfor hundens tænder og tandkød, og særligt i starten er det vigtigt, at du gør oplevelsen så tryg som muligt for hunden – du skal derfor huske at rose den, når den gør det godt.

Du er som udgangspunkt nødt til at holde fast i hundens næseryg undervejs, og du vil nok opleve, at det kan være meget svært at komme til at børste indersiden af hundens tænder, når den ikke er vant til det. Derfor må du nok indse, at dette ikke kan ske fra start, og at du er nødt til gradvist at vænne hunden til tandbørstningen.

Skal man bruge tandpasta?

Det er en god ide at bruge tandpasta, når du skal børste hundens tænder – men der er en vigtig ting at være opmærksom på: Det skal være en særlig hundetandpasta, som dem du finder i vores udvalg.

Hunde kan nemlig ikke så godt tåle fluor, som du finder i normal tandpasta til mennesker, og derfor er det vigtigt, at du ikke prøver at bruge den normale tandpasta til hunden. Har du ikke en særlig hundetandpasta, så er det faktisk bedre at foretage tandbørstningen uden nogen tandpasta overhovedet, da det stadig kan hjælpe med at forebygge nogle tandproblemer, og det kan hjælpe hunden med at vænne sig til tandbørsten.

Hvad gør man, hvis hunden ikke kan lide at børste tænder?

Det kan godt være en lidt bøvlet opgave at børste tænder på en hund, og det er særligt gældende, hvis den synes det er irriterende. Dog er det vigtigt, at hundens tænder holdes ved lige, og derfor kan du blive nødt til at vænne den til det.

Som nævnt ovenfor, så er det typisk nemmest at gøre med en hvalp, hvor den kan vænne sig til det allerede fra en tidlig alder – også når der er tale om hvalpens mælketænder, som den faktisk skifter ud.

Hvis hunden ikke kan lide tandbørsten, så kan du også prøve dig frem med en smart fingertut, som giver en helt anden oplevelse, men som stadig er god til at rense tænder på hunden. Dette kan være en god løsning, hvis hunden ikke kan lide børsten, men det anbefales stadig, at du børster tænder på hunden.

Hvor ofte skal det gøres?

Der er generelt ret bred uenighed om hvor ofte, en hund har brug for at få børstet tænder. Nogle steder anbefaler man, at det bare gøres to eller tre gange om ugen ved små hunde og blot en enkelt gang om ugen for større hunde – hvorimod andre eksperter mener, at det skal gøres op til to gange dagligt, ligesom vi selv gør. Det er dog en god ide at hælde til den sikre side og foretage tandbørstningen dagligt, hvis det er muligt – for det er vigtigt at sikre, at det holdes ved lige, da en hund med dårlige tænder ofte kan få problemer med at tygge mad, og derfor ikke har lyst til at spise.

Hvad kan man ellers gøre udover tandbørstningen?

En af de ting, man ofte vælger at gøre for en hunds tandpleje, er at købe tyggeben og legetøj, som hunden kan bide i. Tyggeben giver nemlig god modstand for hundens tænder, og det er faktisk vigtigt, når man ønsker at holde hundens tænder ved lige.

Ligeledes findes der meget særligt bidelegetøj, som er designet til at rense hundens tænder, når den leger med det. Det giver en stor fordel i forhold til mundhygiejnen, men det skal ses som et supplement til tandbørstningen, og ikke som en erstatning for det.

Vil du vide mere om hundens tænder? Så har vi en masse viden til dig i vores artikel om hundens tandsæt her.

Andre blogindlæg