At hunden har lopper, er en frygt, mange hundeejere oplever. For nogle kan det være et spørgsmål om at holde øje med hunden, hver eneste gang den klør sig – for hvad nu hvis det skyldes en plage af de små insekter?
Heldigvis behøver du ikke frygte lopperne i så stor en grad. De er ganske vist en plage, og det kan være irriterende for dig som ejer, og i særdeleshed også for hunden. Men det er heldigvis et problem, som generelt kan løses ret nemt, hvis man har de rette remedier.
Så lad os se nærmere på hvad lopper er, hvordan man opdager dem – og naturligvis også hvordan man slipper af med dem.
Hvad er lopper og hvorfor er de et problem for hunde?
Lopper er meget små insekter, som sætter sig fast på forskellige dyr, hvorfra de suger blod. Der er tale om meget små mængder blod, og det er ikke her, problemet findes. Det, der i stedet oftest er problemet, er de stoffer, som loppen bruger til at sikre sig, at hundens blod ikke størkner.
Det er ikke farligt – men det resulterer i en irriterende kløe, som leder til at hunden klør og kradser sig. Derfor giver det en enorm gene ved hunden, mens det også kan lede til sår, hvis hunden kradser sig for meget. Derfor er det en god ide at slippe af med lopperne hurtigst muligt.
Lopper angriber generelt de fleste dyr, men det er ofte mere tydeligt ved hunde end f.eks. katte, da hunde bliver påvirket mere af kløen.
Har min hund lopper?
At opdage lopperne er naturligvis det første vigtige skridt, når de skal bekæmpes. Det er jo ikke unormalt, at hunden klør sig fra tid til anden – men hvis den pludselig klør sig ekstra meget, så kan det meget vel skyldes lopper.
Når du undersøger en hund for loppe symptomer, skal du være på udkig efter:
-
Selve lopperne.
Hvis du rent faktisk kan se lopperne, så er der jo ingen tvivl om, at de er til stede. -
Loppernes afføring.
Lopperne kan godt gemme sig lidt, men de efterlader afføring i hundens pels. Det ligner typisk små stykker kaffegrums, og det er et godt tegn på, at der er, eller har været, lopper på spil.
Disse tegn kan hurtigt indikere, at hunden er angrebet af lopper – men ser du ikke nogen af disse tegn, så kan det godt være for tidligt at konkludere, at hunden er loppefri. Lopperne er meget små, og der er masser af pels, de kan gemme sig i.
I nogle tilfælde kan kløen også skyldes andre problemer, såsom hudsygdomme. Tjek vores artikel om tegn på at hunden er syg, som kan give mere information.
Min hund har lopper – hvad gør jeg?
Hvis du har konkluderet, at din firbenede ven har lopper, så skal der gøres noget.
Bekæmpelse af lopper på en hund er heldigvis en forholdsvis overskuelig omgang, og jo før du kommer i gang, jo bedre. Den letteste måde at føre kamp mod de plagende insekter vil typisk være med en god loppeshampoo, som er designet netop til denne opgave.
Loppeshampooen hjælper nemlig med at dræbe alle lopperne, ligesom den også rammer eventuelle æg, så du kan sikre, at der ikke kommer et nyt udbrud kort tid efter. Derudover er det godt at vide at:
- Loppeshampoo naturligvis ikke er farligt for hunde eller katte.
- Loppeshampooen vil ofte lindre kløen, hvilket gør det ekstra behageligt for hunden.
- Det kan være en god ide at gå pelsen igennem med en tæt kam efter behandlingen.
- I nogle tilfælde kan det være en god ide med en ekstra behandling, hvis der stadig er tegn på lopper.
Loppespray
Et andet middel mod lopper er den særlige type loppespray. Den fungerer ved, at du sprayer det direkte på hunden, hvorefter det vil bygge en form for hinde rundt om lopperne og deres æg, som sørger for at de ikke kan få ilt. Det er en effektiv måde at aflive insekterne og sikre, at deres æg ikke klækker.
Loppesprayen er derudover praktisk fordi:
- Den naturligvis ikke er giftig overfor dyr og mennesker.
- Den kan bruges på hundens puder, tæpper og lignende.
- Den hjælper med at hele loppeeksem.
Hvorvidt du foretrækker denne eller en loppeshampoo kan være en smagssag, ligesom det også kan være, at den ene eller anden bare fungerer bedre for dig og din hund. Begge midler er dog effektive til bekæmpelsen af lopper.
Hvordan kan man undgå hunde lopper?
Det vil aldrig helt være muligt at undgå lopper 100%, hvis man har en aktiv og nysgerrig hund. Der er dog nogle produkter, man kan bruge, som kan være med til drastisk at sænke risikoen for, at hunden bliver ramt af lopper – og i nogle tilfælde også flåter.
Med et af de smarte loppehalsbånd kan du nemlig sørge for, at lopperne så vidt muligt vil undgå netop din hund – og det kan være en enorm fordel.
Hvordan fungerer det?
Et loppehalsbånd fungerer ved, at det udskiller særlige stoffer, som blandt andet lopper og flåter ikke kan lide, og det gør derfor din hund meget mindre attraktiv for de blodsugende skadedyr.
De hjælper også med at bekæmpe lopper og flåter, som alligevel angriber hunden, da de særlige stoffer hjælper med at kvæle de små insekter – uden at det naturligvis påvirker hunden.
Derudover:
- Loppehalsbånd er ofte baseret på naturlige produkter.
- Et loppehalsbånd kan ofte holde adskillige måneder ad gangen.
- Halsbåndet tager ikke skade af vand.
Loppehalsbåndet er derfor en praktisk løsning, når du gerne vil sikre din hund mest muligt mod de irriterende skadedyr. Og selvom det ikke er en 100% løsning, så vil du mærke en betydelig forskel.