Som hundeejer bliver gåturen en fast del af din dagligdag. For nogle er den noget, som mest sker af pligt, så hunden kan komme ud, når den har brug for det. For andre er det en behagelig måde at tilbringe tid med hunden, at komme lidt væk fra dagligdagen og at få lidt ekstra motion.
Uanset hvilken af disse typer, du er, så er det vigtigt, at hunden får sine daglige gåture. Men hvor lang en gåtur har hunden brug for – og hvornår kan en gåtur blive for lang for hunden?
Hvor lang er en gåtur med hunden?
At ramme den helt rigtige længde på gåturen handler om mange ting. Der er stor forskel på, hvor langt hunden har brug for, og lyst til, at gå. Nogle foretrækker en kort tur, mens andre hunde nærmest ikke kan få nok. Der kan selvfølgelig være mange ting, som spiller ind, men nogle af de vigtigste faktorer er:
-
Hundens race.
Nogle hunderacer har et naturligt behov for at få ekstra motion, og her kan en lang gåtur være en god løsning. For nogle kan det være en god ide at overveje, hvilken hund der kræver mindst motion, hvis man ikke selv kan gå lange ture. -
Hundens personlighed.
Ligesom med mennesker, så kan hundens personlighed spille ind; en frisk og energisk hund kan have meget energi at brænde af, mens en mere afslappet eller doven hund ikke har samme behov. -
Vejret spiller faktisk også ind i høj grad. Hvis det er for koldt eller for varmt, så kan det være ubehageligt for hunden at være udenfor, og derfor kan den godt foretrække en kortere tur. -
Hundens alder og helbred.
Det er naturligvis også noget, som påvirker hundens gåture. En ældre hund, eller en hund med fysiske problemer, vil typisk ikke have energien til en lang gåtur.
På grund af disse kan det være svært at give et konkret svar her, men der er nogle gode retningslinjer, du kan følge, så I kan få en fantastisk gåtur sammen.
Motionen er vigtig for hunden
For mange er gåturen et spørgsmål om, at hunden skal få ordnet sine toiletbesøg – men det handler faktisk om meget mere end det. Det er nemlig i høj grad også et spørgsmål om, at hunden skal have sin daglige motion, og her kan gåturen være central.
Som udgangspunkt siger man ofte, at hunden har brug for at være fysisk aktiv en halv time ad gangen, to gange om dagen.
Noget af dette kan naturligvis godt foregå derhjemme, hvis man har en have, men en god lang gåtur kan også være en sund løsning – specielt hvis der er et sted på turen, hvor hunden kan løbe frit, eller med lang snor, så den kan brænde energi af. Det kan særlig være godt for nysgerrige hunde, som også bliver stimuleret mentalt, når de kommer ud i andre omgivelser.
Er der tale om en hvalp, så kan det være en god ide at tjekke vores artikel om hvor langt hvalpen må gå i stedet.
Tegn på at ruten er for lang eller kort
Her er nogle tegn, du bør være opmærksom på i forbindelse med gåturen.
Tegn på at turen er for lang:
- Hunden har brug for pauser undervejs.
- Hunden er for træt til at gennemføre gåturen.
- Din hund halter efter gåturen.
- Hunden virker demotiveret i den sidste del af turen, og har ingen interesse i sine omgivelser.
Tegn på at turen er for kort:
- Hunden har stadig alt for meget energi, når den kommer hjem.
- Hunden bliver trodsig, når den opdager, at I er på vej hjem.
Disse tegn kan bruges lidt vejledende til at vurdere, om den rute, du vælger til jeres gåture, enten er for kort eller for lang for hunden. Vær dog opmærksom på, at nogle af disse godt kan være enkeltstående årsager, hvis hunden f.eks. har en dårlig dag, ligesom der også kan ligge andre ting til grund for hundens reaktion.
Du bør derfor holde øje med, om hunden reagerer på samme måde hver gang, og du kan derefter gradvist prøve at justere lidt på rutens længde.
Hav udstyret i orden til turen
Hundens gåtur kan også godt blive påvirket af noget af det udstyr, I bruger. Det er f.eks. vigtigt at have den rette hundesele, som sidder perfekt på hunden, ligesom det også kan være en god ide for nogle hundeejere at have en ekstra lang hundesnor, så man kan lade hunden få lidt ekstra frihed til at lege i parker, skove og lignende.
Vi anbefaler også, at du har en godbidstaske med – så hunden lige kan få en godbid, når den opfører sig pænt.