Hvorfor har min hund dårlig ånde?

I Tottelands blog 0 kommentar

Vi har alle sammen oplevet at have dårlig ånde, og at møde andre mennesker med dårlig ånde. Det er ikke just charmerende, men der ligger typisk en årsag bag – måske er det noget, man har spist, måske har tandhygiejnen været lidt mangelfuld, eller måske noget helt tredje.

Det forekommer også ved hunde. De fleste forventer måske, at hunden har dårlig ånde – men det er faktisk ikke helt normen. Som ejer har du nok en nogenlunde ide om, hvordan hundens ånde lugter, og derfor vil du måske hurtigt opdage, hvis den pludselig lugter anderledes.

Og det er vigtigt, at du finder ud af hvorfor.

Min hund har dårlig ånde – hvorfor?

At finde ud af hvorfor, hundens ånde er dårlig, er naturligvis det første skridt. Og her er der typisk tre områder, der kan være årsagen:

  • Noget hunden har spist
  • Dårlig tandhygiejne
  • Sygdom

Det vil i langt de fleste tilfælde være en af de tre ting, som er årsagen til hundens dårlige ånde. Men hvilken?

Noget hunden har spist

Maden, vi spiser, kan ofte påvirke vores ånde – f.eks. med særligt krydret mad, med masser af hvidløg og lignende. For hunde kan det samme opstå, men det vil ikke ske så ofte, da mange hunde generelt får det samme foder hver dag.

Du vil derfor generelt opleve, at hundens ånde bliver påvirket af maden, hvis du for nyligt har skiftet dens foder eller fodertype, eller hvis den har fået nogle spændende rester fra aftensmaden eller lignende. Det kan naturligvis også være nye godbidder – men de er sjældent store nok til reelt set at påvirke noget.

Du bør derfor overveje følgende:

  • Har I fornyeligt skiftet foder? Prøv at skifte tilbage i en periode og se om det gør en forskel.
  • Har hunden fået noget specielt mad, eller har den måske selv fundet noget ved et tilfælde? Hvis den dårlige ånde går over efter en dag eller to, så kan dette typisk være årsagen.

Tandhygiejnen er mangelfuld

En anden hyppig årsag kan godt skyldes tandhygiejnen, som også er tilfældet ved mennesker.

Det er vigtigt, at du som ejer hjælper hunden med at holde tandhygiejnen ved lige – for den kan jo ikke gøre det selv. Det er vigtigt, da der kan opstå mange problemer med tænderne og munden, som kan være ubehageligt for hunden, og som f.eks. kan påvirke dens muligheder for at spise og lignende.

En god hundetandbørste og hundetandpasta er essentiel til denne opgave.

Du kan prøve dig frem med at være mere omhyggelig med tandhygiejnen og se om det løser problemet – men det kan på dette tidspunkt også være en god ide at konsultere dyrlægen, så du kan finde ud af, om der er opstået problemer i hundens mund.

Godt bidelegetøj kan være afgørende

Nogle af de hyppigste problemer i forbindelse med tandplejen vil være tandsten eller sår i munden. Disse kan man i nogen grad modvirke ved at hunden har noget tyggelegetøj, som er godt at bide i, og som hjælper med at holde tænderne rene, men som ikke skader munden.

Det er også vigtigt, at der er tale om legetøj beregnet til at bide i, da andet legetøj, eller ben og pinde, i nogle tilfælde kan knække eller splintre, og det kan lede til de problematiske sår i munden.

Sygdom

Selvom det typisk vil skyldes sygdomme omkring munden eller tænderne, så kan dårlig ånde hos hunde også skyldes andre sygdomme. Hvis du derfor oplever, at de ovenstående løsninger ikke virker, så er det vigtigt, at du kontakter din dyrlæge, så I sammen kan finde frem til problemet.

Nogle af de sygdomme, som typisk kan lede til dårlig ånde hos hunde, vil være:

  • Diabetes
  • Fordøjelsesproblemer
  • Lever- eller nyreproblemer
  • I nogle tilfælde infektioner i kroppen

For disse sygdomme er det vigtigt, at de bliver opdaget, og at behandlingen kommer i gang, så familiens firbenede medlem kan få det godt igen. Derfor bør du altid kontakte dyrlægen hurtigst muligt, hvis du oplever problemer med hundens ånde, når tandplejen er i orden.

Du kan med fordel også holde øje med andre tegn, som kan være med til at indikere, at der er noget galt med hunden. Vi har samlet en artikel om tegn på at hunden er syg, som du med fordel kan læse, så du altid ved, hvad du skal være opmærksom på.

Andre blogindlæg