Du ved formentligt godt hvor lækkert det kan være med en lur, når man er godt træt, når det er koldt og mørkt udenfor, eller for et væld af andre årsager – og det kan vi forsikre dig om, at din hund også kender til. Faktisk kan det være svært at måle sig med en hunds sovehjerte. Men som hundeejer kan man også ofte komme til at overveje, hvornår hunden faktisk begynder at sove for meget, og om det er noget, man skal bekymre sig om – for hvad sker der, når en hund sover hele tiden? Det kigger vi nærmere på her.
Hvor mange timer sover en hund normalt?
Det sker, at folk sammenligner hundens søvn med deres egen, og at de føler, at hunden derfor sover for meget. Det er dog en forkert vinkel at tage til situationen, for det er faktisk tilfældet, at vore firbenede venner har brug for markant mere søvn end vi selv har.
Typisk siger man, at en hund har brug for mellem 8 og 16 timers søvn om dagen, hvilket kan virke som meget, når man sammenligner det med ens egen søvn. Du kan derfor godt opleve, at din hund sover hele dagen – eller i hvert fald store dele af den. Hundens store behov for søvn er faktisk noget, som ofte fungerer ganske godt for mange familier.
I den almindelige hverdag kan der nemlig være mange timer, hvor hunden er alene hjemme, mens familien er på arbejde og i skole. Disse timer bruger mange hunde derfor på at slappe mest muligt af, så de kan være friske, når familien kommer hjem og øser om sig med opmærksomhed. Hunden lærer nemlig den slags mønstre.
Er du nysgerrig omkring hundens evne til at vurdere tid? Så tag et kig på vores artikel om hundens tidsfornemmelse her.
Det afhænger meget af hundens race og alder
Der er selvfølgelig forskel blandt de forskellige hunderacer, hvor du typisk vil opleve, at større hunde generelt sover mere, hvor mindre hunde kan have mere energi. Hundens energiniveau er en stor faktor, og der skal mere energi til for at bevæge en større hund rundt.
Du skal ikke være bange, hvis du har en gammel hund, som sover meget. Hundens alder spiller jo også ind i regnestykket, hvor hunde typisk vil blive mere trætte, efterhånden som de bliver ældre, hvilket man jo oftest også ser ved mennesker. Og ligesom med mennesker, så har hunde også brug for ekstra meget søvn, når de er små. Det er dog et lidt større emne, og derfor anbefaler vi, at du læser vores artikel om hvor meget søvn en hvalp har brug for, hvis du har fået en ny lille tilføjelse til familien.
Det afhænger også af den individuelle hund
Hundens egne personlige og fysiske forhold påvirker også, hvor aktiv den er. Ligesom med mennesker kan nogle hunde godt være mere dovne end andre – også når der er tale om hunde af samme størrelse, alder og race. Der er jo forskel på hunde på samme måde, som der er forskel på mennesker.
Det kan også afhænge af, hvor aktiv hunden generelt er. Hvis hunden er vant til at løbe meget rundt og være meget aktiv, så kan den godt generelt være mindre tilbøjelig til at sove i lang tid. Men på samme måde, så kan en hund som er ekstremt aktiv også have brug for at slappe meget af for at holde denne aktivitet ved lige, og du kan derfor godt opleve at den aktive hund har brug for en lur eller to i løbet af dagen.
Hvordan sover hunden bedst?
Det er naturligvis vigtigt at sørge for, at hunden sover godt, når den sover. Og der er flere forskellige ting, du kan gøre, for at sikre dette.
Det vigtigste er selvfølgelig, at hunden har et rart sted at sove. En god hundeseng kan i denne situation være et vigtigt element, ligesom det jo også er vigtigt for os at have den rigtige seng. For mange hunde er det særligt de smarte donutsenge, som er den mest komfortable løsning. En god seng sikrer, at hunden ligger komfortabelt, og at det er behageligt for den at sove i al den tid, den har brug for.
Nogle hunde foretrækker at sove i et bur
I nogle tilfælde kan det være en fordel at lade sin hund sove i bur om natten. Nogle opfatter et hundebur som indelukkende og ubehageligt for hunden, men det er ofte slet ikke tilfældet. For nogle hunde kan buret nemlig give en følelse af sikkerhed og tryghed, og med et tæppe eller et par puder, så kan det blive en ekstremt hyggelig og behagelig løsning for hunden. Det afhænger selvfølgelig af den individuelle hund, men det kan være værd at prøve, hvis du oplever, at din hund kan være utryg om natten.