Hvad gør jeg hvis min hund ikke vil spise?

I Tottelands blog 0 kommentar

De fleste hunde elsker spisetid, når madskålen fyldes op med lækkert hundefoder, som hunden typisk er klar til at kaste sig over med det samme. For nogle hunde handler det om at få stillet sulten, mens det for andre handler mere om det lækre foder. Men der er desværre også nogle tilfælde, hvor hunden ikke har denne entusiasme, og den i stedet spiser meget, meget lidt – eller overhovedet ikke spiser.

Som hundeejer er det et faresignal, man hurtigt opdager, og bekymringerne kommer frem med det samme. Men hvad gør man i denne situation, når en hund ikke vil spise, og hvordan finder man frem til problemet?

Min hund vil ikke spise – hvorfor?

Der kan være flere forskellige årsager til, at hunden ikke vil spise, og det er vigtigt at finde ud af hvorfor. Nogle af de hyppigste årsager vil typisk være, at hunden ikke kan lide maden, at hunden er syg, eller at hunden har problemer med tænderne, som giver den problemer med at spise. Det er derfor dem, du bør overveje først, hvis din hund ikke vil spise.

Problemer med hundens kost

Kosten kan være en af årsagerne til, at en hund ikke vil spise sin mad. Det er oftest noget man ser i forbindelse med et skift i hundens kost, hvor en hund, som tidligere har spist godt, ikke længere vil spise – og det kan ganske enkelt skyldes, at den ikke kan lide det nye mad, eller at den ikke har vænnet sig til det.

En god måde at fastslå, at dette er problemet, er ved at give hunden en anden type kost som test – det kan være en anden type hundefoder, hvoraf der er meget at vælge mellem, men du kan også prøve at give den noget spændende menneskemad, eller blot noget mad, som du ved, at den er vild med. Hvis den vælger at spise dette, så kan du med god sandsynlighed fastslå, at problemet ganske enkelt ligger i foderet.

Her kan man som ejer vælge at skifte til en anden kost, eller man kan prøve at tilvænne hunden til foderet; det kan gøres ved at kombinere det med andet hundefoder, så hunden gradvist vil lære, at det faktisk er ganske lækkert.

Min hund vil ikke spise tørfoder

Hvis din hund nægter at spise en bestemt type foder, f.eks. tørfoder, så kan det være meget svært at ændre dette – men det er ikke altid umuligt. Det kan i nogle tilfælde skyldes smagen på det udvalgte tørfoder, men hvis problemet ligger i tørfoder som helhed, så kan du prøve at se, om hunden kan tilvænnes foderet. Dette kan gøres ved at fodre hunden med en kombination af vådfoder og tørfoder, hvor den måske kommer til at indse, at tørfoder sagtens kan spises.

Er din hund stoppet med at spise tørfoder, som den ellers normalt har været vant til, så kan det i mange tilfælde være et tegn på, at den har problemer med tænderne.

Hunden vil ikke spise, fordi det er ubehageligt

En anden almindeligt set årsag til, at hunden ikke vil spise, kan være problemer med tænderne. Hvis hunden har ondt i tænderne, hvis tænderne er løse, eller andre lignende problemer, så kan det nemlig godt være meget ubehageligt for hunden at spise. Det vil ofte være i forbindelse med tørfoder, som kan være meget hårdt at tygge, men man kan også se det med andre former for hundefoder.

Hvis hunden giver udtryk for, at den er sulten, men ikke har lyst til at spise, så kan det godt tyde på, at problemet ligger i tænderne. Det vil særligt ses, hvis hunden søger hen mod madskålen og måske prøver sig frem med lidt mad, men hurtigt giver op. I dette tilfælde anbefaler vi, at du kontakter dyrlægen eller en særlig hundetandlæge, for at fastslå om dette er problemet og for at finde en løsning derpå.

Selvom det ikke er en langsigtet løsning, så kan man skifte til noget blødt og lækkert vådfoder i perioden for at sikre, at hunden får noget at spise; det vil ofte være det nemmeste for hunden at spise i disse perioder.

Du kan i mange tilfælde forebygge dette problem ved hjælp af god tandhygiejne hos hunden – og det starter naturligvis med en hundetandbørste og hundetandpasta.

Hunden kan være syg

Nedsat appetit kan også skyldes, at hunden er syg. Det er særligt gældende, hvis du oplever, at din hund ikke vil spise og er meget træt, og det kan skyldes mange forskellige sygdomme. Det kan skyldes forskellige sygdomme, som har med hundens mave at gøre, som kan være alt fra mavesår til infektioner, men det kan også skyldes andre sygdomme, som ganske enkelt bare nedsætter hundens appetit.

Hvis din hund ikke spiser og kaster op, så kan det også være enten sygdom eller det kan skyldes noget i maden, som hunden ikke kan tåle. Dette kan du lære lidt nærmere om i vores artikel om, hvad man gør, når hunden kaster op. Det heldige er her, at dette i mange tilfælde vil kunne løses ved at skifte kosten, men det vil stadig være en god ide at konsultere dyrlægen for at være på den sikre side.

Vi anbefaler i det hele taget, at du kontakter dyrlægen, hvis du har mistanke om at din hund ikke vil spise på grund af sygdom. Du kan prøve dig frem med nogle af de andre løsninger først, men hvis det viser sig at være sygdomsrelateret, så kan det være afgørende, at man begynder behandlingen hurtigst muligt, så hunden kan få det godt igen.

Gammel hund spiser ikke

Hvis der er tale om en gammel hund, som ikke vil spise, så kan det naturligvis stadig skyldes de andre ting, vi fremhæver i artiklen, men det kan ganske enkelt også skyldes alderdom. Mange hunde oplever nemlig nedsat appetit med alderen, hvilket blandt andet skyldes et nedsat energiforbrug, og det vil derfor være forholdsvis normalt. Hvis en gammel hund helt nægter at spise noget, så kan det dog godt være et tegn på, at hunden ikke længere har livsglæden og entusiasmen til at fortsætte, og vi anbefaler derfor, at du tager en snak med dyrlægen om, hvad der kan gøres for hunden, og hvordan situationen skal gribes an.

Min hund vil ikke spise om morgenen, er det et problem?

Normalt anbefales det, at en hund spiser to gange dagligt – en gang om morgenen og en gang om aftenen. Men man kan godt komme ud for, at hunden ikke vil spise om morgenen. I disse situationer kan det være en god ide at holde øje med, om hunden spiser maden i løbet af dagen – men man kan også i nogle tilfælde vælge at fjerne hundens mad efter et kvarter eller en halv time, for at vise den, at den skal spise det indenfor det tidsrum, hvor det serveres.

Hvis hunden i det hele taget nægter at spise om morgenen, men ellers udviser normal appetit og ikke har andre symptomer, så kan man godt nøjes med at fodre den én gang om dagen, hvis det fungerer for dig og hunden. Her skal du naturligvis være opmærksom på, at hunden stadig skal have den rette mængde mad, men du skal også være opmærksom på, om den oplever problemer i forbindelse med det. Et hyppigt problem her kan nemlig være, at den begynder at kaste galde op (vær på udkig efter gult slim i hundens opkast), som kan være et tegn på, at den ikke har fået nok mad.

Andre blogindlæg