Hvor gammel skal en hvalp være før den må sælges?

At få et nyt kuld hvalpe er en fantastisk oplevelse; den stolte hundemor, de nuttede små hvalpe og alt andet, som bare er helt specielt. Selvom man har planer om at sælge hvalpene, så vil man alligevel i det øjeblik, og i de efterfølgende uger, ofte ønske at man i stedet kunne beholde dem, fordi de er så søde.

Men hvis der netop er tale om, at de skal sælges videre, så er der en helt særlig regel, som absolut skal overholdes – uanset om de allerede er solgt eller om du er på jagt efter købere – og det er reglen for, hvor gamle de skal være ved salget.

Er du i tvivl om, hvor lang tid der går, inden hvalpene kommer til verden? Så læs vores artikel om hundes drægtighed lige her. Ønsker du derimod at undgå denne proces, så kan du også tjekke vores artikel om kastration af hunde her.

Hvornår må hvalpe sælges?

Ifølge lovgivningen, så skal en hundehvalp være mindst 8 uger gammel inden den bliver solgt. Denne grænse er sat for at sikre, at hvalpen udvikler sig helt korrekt, da det netop er meget vigtigt, at den får lov til at tilbringe tid sammen med sin mor og sine søskende fra start.

De første 8 uger af hvalpens liv byder nemlig på ekstremt mange former for adfærdsmæssig udvikling, ligesom det også er en vigtig periode for de følelsesmæssige områder. Får hvalpen ikke muligheden for at gennemgå dette, så kan det lede til både mentale og sundhedsmæssige problemer for hunden senere i livet.

Hvad lærer hvalpen ellers?

Ved at omgås sin mor og søskende lærer hunden meget om, hvordan den skal opføre sig sammen med andre. Det kan hjælpe hvalpen med at vænne sig til andres tilstedeværelse, og det kan være en enorm fordel, når den kommer ud i et nyt hjem, med nye mennesker og endda andre kæledyr.

Den lærer også meget om hvordan, den skal opføre sig – specielt også når den leger. Hundemor holder nemlig øje med de små og sørger for at rette på dem, hvis de gør ting, de ikke må.

10 uger kan også være en fordel

Nogle steder foretrækker man også at vente indtil hvalpen i stedet er 10 uger. Dette skyldes, at hvalpen i disse ekstra uger udvikler sin motorik ekstra meget, og det kan være mere betryggende for hvalpen, når hundemor stadig er til stede. Det kan derfor i nogle tilfælde være en fordel, hvis hvalpe sælges efter de er blevet 10 uger.

Denne udvikling kan dog også foregå i et nyt hjem, og det kan faktisk være praktisk i nogle tilfælde; man oplever nemlig fra tid til anden, at hundemors entusiasme overfor hvalpene falder, og at hun derfor ikke i samme omfang gider dem. Derfor kan det i nogle tilfælde være en fordel at deres nye ejere modtager dem allerede efter 8 uger.

Hvad gør man, når man får en hvalp?

Når hvalpen er 8 uger gammel, så kan de nye ejere overtage den. Hvis du skulle være den nye ejer af en nuttet lille hvalp, så er der naturligvis mange ting, du har brug for. Det kan være alt fra en lækker hundeseng, hvor hvalpen kan få et trygt sted at være, til det helt rette hvalpelegetøj.

Vi har valgt at gøre hele denne omgang lidt nemmere for dig, da vi har en artikel om netop dette emne. Du finder vores artikel om alt, du skal købe til din nye hvalp, lige her.

Andre blogindlæg