Når hunden bliver gammel

I Tottelands blog 0 kommentar

Ligesom mennesker, så bliver hunde ældre – og det fører jo nogle ting med sig. Men hvilken betydning har det reelt set for hunden og for dig som ejer? Det ser vi nærmere på i dette indlæg. Der er nemlig nogle ting, du kan gøre, som hjælper hunden med at få den bedst mulige tilværelse.

Hvor gammel bliver en hund?

Hundens forventede levealder afhænger meget af racen. Den typiske levealder vil generelt spænde mellem 10 og 15 år, hvor man i høj grad ser længere levealdre ved mindre hunde end ved større hunde. Du kan dog i mange tilfælde godt være ude for, at hunden lever længere end dette, hvis den er sund og rask.

Du kan normalt anse større hunde for at være gamle, når de er omkring 6-7 år, hvor det for mindre hunde vil være et par år senere. Der er nogle ting, der sker, når en hund bliver gammel, som kan påvirke dens opførsel og livsstil.

Hvad sker der, når en hund bliver gammel?

Mange af de træk, man ser ved en gammel hund, minder i høj grad om dem, vi selv oplever i de senere år. En gammel hund har mindre energi og er mere træt, ligesom dens appetit og entusiasme typisk også vil være lavere. Det vil ofte medføre, at en gammel hund taber sig, men det er helt forventelige tegn, og det er i de fleste tilfælde ikke noget, du har grund til at være urolig for.

En gammel hund har brug for mere søvn, og det er derfor vigtigt at du og resten af familien giver hunden lidt ekstra fred og ro, når den har brug for at hvile. Hvis der er børn i familien, er det vigtigt at fortælle dem dette, så de ikke stresser hunden.

En gammel hund kan blive syg

Hunden kan dog også begynde at opleve diverse helbredsmæssige skavanker. Det vil i mindre grad være tilfældet, hvis hunden har været frisk og rask i løbet af sit liv, men der er ingen garanti. Du bør derfor være mere opmærksom på hundens opførsel, for at se på tegn på at hunden er syg.

Mange af disse sygdomme er noget, hunden sagtens kan leve med, selvom tingene bliver lidt anderledes. Der vil dog desværre være nogle sygdomme, som vil forringe hundens livskvalitet i en sådan grad, at der ikke kan gøres noget. Disse situationer, og det valg der følger med, beskriver vi i vores indlæg om at aflive hunden.

Gammel hund hoster

Hvis du oplever, at din hund begynder at hoste meget, nu hvor den er blevet gammel, så kan der være flere årsager. Det kan være forskellige sygdomme, som både kan ramme unge og gamle hunde – men ældre hunde vil typisk blive mere ramt af sygdomme, og derfor kan du i højere grad opleve det.

Det kan i mange tilfælde godt være en form for irritation, men det kan også være et problem med hundens luftveje. Et tydeligt tegn på, at det er luftvejsproblemer kan være, at en gammel hund hiver efter vejret også, og det kan derfor være en god ide at tage hunden til dyrlægen.

Gammel hund bliver urenlig

I takt med at hunden bliver gammel, kan den også godt begynde at opleve problemer med renligheden. Selvom det i værste tilfælde kan være et tegn på sygdom, så vil det i mange tilfælde blot skyldes, at hunden begynder at miste kontrollen over musklerne ved blæren. Når dette sker, så bliver det sværere for hunden at holde sig, og derfor kan der opstå uheld, når der kommer pres på blæren. Det kan også hænge sammen med at den gamle hund drikker meget vand.

Denne type inkontinens hos hunde kan i mange tilfælde begrænses ved at lade hunden komme ud lidt oftere, så den kan få tisset af, men det kan også være en god ide at investere i et tisseunderlag, som kan absorbere hundens urin, så det ikke skader gulve og tæpper.

I disse tilfælde er det vigtigt, at ud ikke skælder hunden ud, når det sker. Den vil i forvejen allerede være flov og utilpas ved det, og det er jo ikke noget, den gør med vilje. Det er derfor en bedre ide at lære den, at det er okay at tisse på underlaget, hvis den har behov for det.

Min gamle hund er urolig om natten

Ved nogle hunde kan man også opleve, at den begynder at blive urolig om natten, og at den i stedet sover hele dagen. Det kan i værste fald være et begyndende tegn på demens hos hunden, og det er derfor en god ide at konsultere dyrlægen.

Få foretaget et velfærdstjek ved dyrlægen

Har du en gammel hund, så kan det være en god ide at få foretaget jævnlige velfærdstjek hos dyrlægen. Det kan nemlig være en god måde at komme nogle af problemerne i forvejen – for selvom du måske ikke har bemærket noget, så kan det jo være, at dyrlægen kan se nogle andre tegn, som du ikke er på udkig efter.

Ved at komme nogle af problemerne i forvejen kan man i nogle tilfælde behandle dem, eller foretage andre forebyggende tiltag, som kan være med til at forbedre hundens tilværelse. Mange af de skavanker, hunden oplever i forbindelse er nemlig ikke noget, man kan behandle, og det er derfor i mange tilfælde et spørgsmål om at hjælpe hunden med leve med problemerne.

Andre blogindlæg